da
Böcker
Herman Bang

Præster

  • Jonas Andersen-Silvestrihar citeratför 8 år sedan
    „Hør,” sagde hun, „finder du det morsomt at skændes?”
    Hun tog fat paa sin Bog, og han skar sine Negle med en lille Kniv.
  • Jonas Andersen-Silvestrihar citeratför 8 år sedan
    „Nej, kære,” sagde hun, „du maa lægge dig ned.”
    Han knælede: „Det er osse skrækkelig upraktisk,” sagde han, „med de Spænder.”
    Han tog Foden mellem sine Hænder og han holdt et Øjeblik om Ankelen. Den var varm bag en sort Silkestrømpe.
    Og et Øjeblik, mens han endnu beholdt Foden mellem sine Hænder, saá de paa hinanden.
    „Saa –”
    Han rejste sig ikke straks op.
    „Man bliver stiv i Knæene, …” sagde han. Han gik hen og satte sig.
    Hun bladede i Noderne, saá lidt paa Mozart paa Væggen og nynnede.
    Saa slog hun an, og mens hun holdt Ansigtet i Skygge, sang hun:
    Roselille og hendes Moder, de sad over Bord,
    De talte saa mangt et Skæmtens Ord.
    Ha, ha, ha, saa, saa, saa,
    De talte saa mangt et Skæmtens Ord.
    „Før hvert Træ skal i Haven bære Blomster af Guld,
    Før jeg skal vorde nogen Ungersvend huld.”
    Hr. Peder stod før Solen op og aksled sit Skind,
    Saa tren han siden for Roselil ind.
    Og der de kom ned udi Urtegaardens Læ,
    Saa hang der en Guldring paa hvert et Træ.
    Ha, ha, ha, saa, saa, saa,
    Saa hang der en Guldring paa hvert et Træ.
    Han bevægede sin Gyngestol lidt under Sangen.
    Men da hun var færdig, og hun havde ladet Efterspillet dø hen, mens hun blev ved at vende Ryggen til, sagde han:
    „Hvorfor sang du iforgaars den for Henning Ibsen?”
    Der fløj i Skyggen en Bleghed over hendes Ansigt. Og lidt efter sagde hun og tog en Akkord i Diskanten:
    „Ja–saa – har han sagt dig det …”
    Hun rejste sig, og med Blikket paa ham sagde hun:
    „Fordi det morede mig.”
    Hun gik hen for at sætte sig.
    „Naa – saa han skal altsaa være min Eftermand.”
    Hun svarede ikke, saa op i Lampen og gyngede det ene Ben over det andet.
    „Du generer dig ikke,” sagde han.
    Hun saá paa ham igen.
  • Jonas Andersen-Silvestrihar citeratför 8 år sedan
    EN MINIATURE
    Han pustede dovent Cigarskyer op i Luften og gyste lidt af Kulde, naar det rigtig ruskede i Kaminrøret. Hun havde taget en Bog.
    Saa saá hun op.
    „Hvorfor si’er du ikke no’et?”
  • Jonas Andersen-Silvestrihar citeratför 8 år sedan
    (Sideblik). „Hva ska’ jeg si’e?”
    „Aa – no’et?”
    Hun blader rundt, sér hist og her i sin Bog, sukker.
    „Vejret er ikke det rareste.”
    „Nej …”
    „Hvorfor flytter du ikke nærmere til Kakkelovnen? Mig generer du ikke …”
    „Aa – naar man sidder …”
    Han bliver ved at puste Røg ud, hun tager sine Fingerringe af og paa.
    „Hvor mange Grader mon det er?”
    „Seks …” Pavse. Han rejser sig og siger:
    „Vi maa osse ha’e Skodderne for Dørene …”
    „Ja–a … Det fryser vist om Natten.”
    „Vist fryser det om Natten.”
    Han driver op og ned, og hun ser paa ham.
    „Hvad ser du paa?” siger han.
    „Paa dig.”
    „Hør” – og hun ler – „Finder du dette morsomt?”
    Han stanser: „Næ–æ.”
    „Naa – jeg troede det.”
    „Men – ka’ du si’e mig noget morsommere?”
    „Aa, jeg véd ikke …” Hun tier, og lidt efter lidt smiler hun, mens hun ser ind i Lampen og gynger det ene Ben let over det andet. „Maaske…”
    Han bliver ved at gaa fra Møbel til Møbel. Ved Klaveret stanser han.
    „Det er længe siden, du har spillet. Man kan skrive Navne her i Støvet …”
    „Ja – det er længe siden …”
    Han gaar bort og falder igen ned i Stolen: „Du kunde ligesaa gerne spille lidt …”
    Hun sidder lidt; rejser sig saa: „Ja – osse det.”
    Hun tjatter Begyndelsen af et Salonstykke, vender sig saa:
    „Morer det dig – –”
    „Aa – ikke saadan.”
    „Det er forresten underligt … Ja – mig heller ikke.” Hun holdt op … „Gode Gud – mine Sko – nu er Spændet gaaet op igen.”
    Hun drejede sig paa Taburetten: „Aa – hægt det.”
    Han rejste sig – – saa ned paa Foden, hun stak frem – –
fb2epub
Dra och släpp dina filer (upp till fem åt gången)