Anne Franks Dagbog

Lige meget, hvad jeg foretager mig, kommer jeg til at tænke på alle dem, der ikke er der mere. Og hvis jeg kommer til at grine ad noget, holder jeg forskrækket inde og tænker ved mig selv, at jeg ikke kan tillade mig at være så glad. Men skal jeg da græde hele dagen? Nej, det kan jeg ikke, og denne dystre stemning forsvinder vel også igen.

med dem. Først da kan man bedømme deres sande væsen

Man lærer først andre mennesker rigtigt at kende, når man har haft et ordentligt skænderi

Men så længe der er håb, er der liv. Håbet giver os nyt mod, det gør os stærke. For vi skal være modige og tapre for at kunne klare de mange afsavn, den frygt og lidelse, som stadig venter os. Nu gælder det om at være rolige og standhaftige, om ikke at skrige, men bide tænderne sammen og bore neglene i kødet!

af de mange spørgsmål, der ofte har plaget min tanker, er, hvorfor kvinden i alle kulturer, før som nu, indtager en så ringe stilling i forhold til manden. Det er let at sige, at det er uretfærdigt, men det er jeg ikke tilfreds med, jeg kunne godt tænke mig at kende årsagen til denne store uret!
Det er formodentlig sådan, at manden fra begyndelsen har kunnet tilrane sig magten over kvinden på grund af sin større fysiske styrke; manden, der tjener penge, manden, der avler børn, manden, der kan tillade sig alt … Det har været rigtig dumt af kvinderne, at de indtil for kort tid siden har fundet sig i, at det fortsatte på den måde, uden at de tog til genmæle; for jo flere århundreder denne regel bliver ved med at eksistere, jo mere rodfæstet bliver den. Heldigvis har skole, arbejde og udvikling i nogen grad åbnet kvindernes øjne. I mange lande har kvinderne fået lige rettigheder; mange mennesker, frem for alt kvinder, men også mænd, har efterhånden indset, hvor forkert denne gamle måde at indrette verden på har været, og moderne kvinder kræver deres ret til fuldstændig uafhængighed!
Men det er ikke det eneste. Kvinden bliver ikke værdsat, og det må ske engang! Generelt set nyder manden høj anseelse i alle dele af verden, hvorfor må kvinden ikke som noget af det første få del i den? Soldater og krigshelte bliver fejret og hædret, forskere opnår udødelig berømmelse, martyrer bliver tilbedt, men hvor mange mennesker er der globalt set, der også betragter kvinden som en soldat?
I bogen De der kæmper for livet står der noget, som har ramt mig dybt, og det går mere eller mindre ud på, at kvinder generelt set skal igennem mere sygdom og mere elendighed end selv den største krigshelt, og det alene i forbindelse med barnefødsler. Og hvilken hæder høster kvinden så, når hun har udstået al den lidelse? Hun bliver sat hen i en krog, når hun er blevet misformet efter en fødsel, det varer ikke længe, før hendes børn ikke er hendes mere, hendes skønhed er forduftet. Kvinder, der kæmper og lider ondt for at menneskeheden kan fortsætte i sin beståen, er langt mere tapre, langt modigere soldater end alle de helte, der kæmper for friheden og er så store i munden!
Med det vil jeg slet ikke sige, at kvinder skal modsætte sig at få børn, tværtimod, sådan er naturen indrettet, og sådan er det godt. Det, jeg fordømmer, er udelukkende de mænd og hele den verdensorden, som aldrig nogensinde har villet anerkende, hvor stor, vanskelig, men i sidste instans også smuk, kvindens andel i samfundet er.
Jeg er mere end enig med Paul de Kruif, forfatteren til omtalte bog, når han siger, at mændene skal lære at forstå, at en fødsel ikke længere er noget naturligt og selvfølgeligt i de dele af verden, som kaldes civiliserede. Mænd kan sagtens snakke, de har aldrig skullet og vil heller aldrig komme til at bære på en kvindes byrde!
Jeg tror, at den opfattelse, at det er kvindens pligt at få børn, vil ændre sig i løbet af det kommende århundrede og blive erstattet af respekt og beundring

For enhver, der er bange, ensom eller ulykkelig, er det helt sikkert det bedste middel at gå ud, et sted hvor man kan være helt alene, alene med himlen, naturen og Gud. For først da, og kun da, føler man, at alt er, som det skal være, og at Gud gerne vil se menneskene lykkelige i den enkle, men smukke natur.
Så længe dette eksisterer, og det vil det nok gøre altid, ved jeg, at der vil være trøst for enhver sorg, lige meget hvad der måtte ske. Og jeg tror fuldt og fast på, at naturen kan råde bod på meget midt i al elendigheden.

oprindelige notater til Rijksinstituut voor Oorlogsdocumentatie, det Nederlandske Rigsinstitut for Krigsdokumentation, i Amsterdam. Siden 1950’erne er der gentagne gange blevet stillet spørgsmålstegn ved dagbogens ægthed, hvorfor instituttet lod alle notaterne undersøge. Da enhver usikkerhed om dagbogens ægthed omsider var ryddet af vejen, blev dagbøgerne offentliggjort sammen med resultaterne af undersøgelsen. I forbindelse med undersøgelsen havde man blandt andet undersøgt familiens baggrund, de nærmere omstændigheder omkring arrestationen og deportationen, de anvendte skriveredskaber og Anne Franks håndskrift. Den omfangsrige tekstkritiske udgave, udgivet første gang i 1986, beskriver endvidere dagbogens udbredelse.
Anne Frank-Fonden i Basel, der som Otto Franks universalarving også havde arvet hans datters ophavsrettigheder, besluttede at offentliggøre en ny udgave på grundlag af de nu forhåndenværende tekster. Dette antaster på ingen måde Otto Franks redaktionelle arbejde, som har bidraget til, at dagbogen har vundet en enorm udbredelse og fået politisk betydning. Forfatteren og oversætteren Mirjam Pressler fik til opgave at redigere en ny udgave. Hun tog udgangspunkt i Otto Franks udgave og kompletterede denne med udeladte passager, hvorved dagbogen blev udvidet med en fjerdedel og giver læseren et endnu dybere indblik i Anne Franks verden. Nærværende udgave er herudover tilføjet yderligere fem hidtil ukendte manuskriptsider, der dukkede op i slutningen af 1990’erne.
Da Anne Frank skrev sin anden version, bestemte hun, hvilke pseudonymer personerne i en offentliggjort version skulle optræde under. Først ville hun kalde sig selv Anne Aulis, så Anne Robin. Otto Frank overtog ikke disse navne, men

TIRSDAG, DEN 13. JULI 1943

FREDAG, DEN 19. MARTS 1943

TIRSDAG, DEN 22. DECEMBER 1942