da
Böcker
Johanne Hildebrandt

Freja

  • Ann Rudbeckhar citeratför 4 år sedan
    Frej sendte hende et udgrundende blik og nikkede så for sig selv

    Uudgrundeligt. Har de ikke korrekturlæsere mere?

  • Dorte Thorsenhar citeratför 4 år sedan
    være taknemmelig over at ypperstepræstinden havde taget sig tid til at komme hen til hende. Det var lang tid siden Gullveig havde vist hende så megen ømhed.
    Det knitrede i halmen da en af præstinderne vendte sig i søvne. Freja lå stille på skindet og kiggede op i stråtagets skygger. Hun var helt vågen og ville ikke kunne falde i søvn igen. En eller anden hostede inde i mørket, en tør hoste rev og sled i sovende lunger.
    Pludselig kunne Freja mærke hvor tissetrængende hun i virkeligheden var. Hun stod op. Det hårde gulv føltes koldt under hendes bare fødder da hun forsigtigt listede af sted mellem bylte, skamler og skrammel der lå smidt på det lerstampede gulv.
    De dobbelte døre knirkede da hun smøg sig ud på gårdspladsen. Langsomt svævede tunge tågeslør hen over jorden. Freja mumlede ærbødigt en hilsen til disse diser som vågede over hallerne.
    Hun kunne se det andet langhus som en skygge på den anden side af gårdspladsen. Hytterne lidt længere henne kunne hun næsten ikke se.
    Men det ældgamle egetræ midt på gårdspladsen strakte sine knudrede grene ud i den bortdragende nat. Flygtige diser famlede med deres fugtigvåde fingre op ad verdenstræets grove stamme. Alt var stille.
    Freja skyndte sig hen til den lille skov bag dødehuset. Her satte hun sig på hug og tissede på mosset. Hun indsnusede den trygge lugt. »Alting er som det plejer at være,« sagde hun til sig selv og kiggede ud over det uendelige hav der bredte sig ud for foden af skrænten. Morgenlyset var et ganske svagt løfte ude over havet. Snart ville dagen komme, den første efter
  • Dorte Thorsenhar citeratför 4 år sedan
    taknemmelig over at ypperstepræstinden havde taget sig tid til at komme hen til hende. Det var lang tid siden Gullveig havde vist hende så megen ømhed.
    Det knitrede i halmen da en af præstinderne vendte sig i søvne. Freja lå stille på skindet og kiggede op i stråtagets skygger. Hun var helt vågen og ville ikke kunne falde i søvn igen. En eller anden hostede inde i mørket, en tør hoste rev og sled i sovende lunger.
    Pludselig kunne Freja mærke hvor tissetrængende hun i virkeligheden var. Hun stod op. Det hårde gulv føltes koldt under hendes bare fødder da hun forsigtigt listede af sted mellem bylte, skamler og skrammel der lå smidt på det lerstampede gulv.
    De dobbelte døre knirkede da hun smøg sig ud på gårdspladsen. Langsomt svævede tunge tågeslør hen over jorden. Freja mumlede ærbødigt en hilsen til disse diser som vågede over hallerne.
    Hun kunne se det andet langhus som en skygge på den anden side af gårdspladsen. Hytterne lidt længere henne kunne hun næsten ikke se.
    Men det ældgamle egetræ midt på gårdspladsen strakte sine knudrede grene ud i den bortdragende nat. Flygtige diser famlede med deres fugtigvåde fingre op ad verdenstræets grove stamme. Alt var stille.
    Freja skyndte sig hen til den lille skov bag dødehuset. Her satte hun sig på hug og tissede på mosset. Hun indsnusede den trygge lugt. »Alting er som det plejer at være,« sagde hun til sig selv og kiggede ud over det uendelige hav der bredte sig ud for foden af skrænten. Morgenlyset var et ganske svagt løfte ude over havet. Snart ville dagen komme, den første efter
fb2epub
Dra och släpp dina filer (upp till fem åt gången)