Det sørgende dyr

Vores tid er efter flere iagttageres mening præget af et lykke- og positivitetsimperativ (Davies, 2015), hvorimod sorgen i sagens natur er tung og trist, ude af trit med samfundets krav om at være agil, fleksibel og omstillingsparat. Og vores tid er præget af en nyttetænkning, hvor vi skal “have mest muligt ud af det” (Brinkmann, 2016c), men sorgen er hinsides enhver nyttekalkule. Sorgen handler ikke om at få noget ud af noget eller om at spørge “what’s in it for me?” Sorgen er der bare som en gennemgribende, kropslig båret erkendelse af tab og hjemløs kærlighed.

logien som en videnskab, der handler om et domæne af virkeligheden, som unddrager sig simpel evolutionær eller kausal reduktion.

det en pointe, at de døde skal med ind i livet og ikke holdes ude af det

Det er gennem sorgen, at vi opretholder en forbindende tråd til den døde, og sorgen er derfor – som det ganske ofte og givetvis helt korrekt siges – prisen, vi betaler for kærlighed.

mennesket kan bestemmes som et sørgende dyr, da det lader til at være definerende for vores art, at vi kan have det dybe forhold til døden og kærligheden, der er en nødvendig betingelse for at kunne føle genuin sorg. Andre dyr på

an kan kun erfare den dybe sorg, som denne bog omhandler, hvis man forstår, at den elskede uigenkaldeligt er borte

Bogen har fulgt i det fænomenologiske spor, der ser sorgen som involverende et tab af mulighedssystem, der både fortæller noget om selvet (se kapitel 2 om fundamentale følelser), psykologiske fænomeners normativitet (se kapitel 3 om sorgens fænomenologi), følelsernes forankring i kroppen (se kapitel 4 om kroppen i sorg) og betydningen af omgivelser og miljø (se kapitel 5 om sorgens økologi)

Sorgen er der bare som en gennemgribende, kropslig båret erkendelse af tab og hjemløs kærlighed.

men sorgen kan gøre et menneske langsomt og bagudskuende. Sorgen repræsenterer en binding til fortiden snarere end udkast til fremtiden, og Walter skriver, at en kultur, der ser bagud, i højere grad vil være tilbøjelig til at tage sine bånd til de døde alvorligt

At sorgen både fortæller noget afgørende om det menneskelige selv – fordi sorgen er en fundamental følelse i krydsfeltet mellem døden og kærligheden – og om det samfund, vi lever i.
Sorgen har både nogle eksistentielle invarianter ved sig, fordi vores forhold til endelighed og død er uomgængeligt, og nogle kulturelle og historiske variationer.