Før stormen

Den enorme platform mindede om Centre Pompidou, men med den forskel, at mus

Hun bemærkede igen denne gnist i hans øjne, som hun havde set både hjemme i hans domicil og på loppemarkedet.

– Du ved, hvad jeg mener.

Lidt som efter et godt knald, hvis hun da ellers kunne huske, hvordan det føltes. Ikke siden Jan … Jo, en enkelt gang efter, men den fiasko talte ikke rigtig med. Da hun passerede McDonald’s, overvejede hun kort at køre derind. Hendes krop skreg efter burger, fritter og en jordbærmilkshake til at skylle det hele ned med.
Men hun vidste også, at hun ville fortryde bagefter, og modstod fristelsen. I stedet så hun frem til at synke ned i det karbad, hendes spartanske lejlighed trods alt var udstyret med. Karbad, chardonnay, og hvad køleskabet nu gemte. Mobiltelefonen ringede. Maja skævede over på passagersædet, hvor den lå og lyste. Hun løftede den halvt op for at se nummeret. Hun lod den ringe, som hun havde gjort det den foregående dag og dagen inden da.
Efter ti minutters kørsel drejede hun op ad Losgata. Selv om det for længst var blevet mørkt, legede ungerne stadigvæk ude. Da hun passerede Jo Lilleengens hus, var et par af dem i færd med at vikle hinanden ind i politiets gule afspærringstape. En lyshåret dreng kiggede efter Maja. Idet hun passerede, hævede han grinende pegefingeren og skød efter hende.
Maja rullede op foran sit hus og steg ud af Mercedesen. Det slog hende, at hun havde glemt at tage regnskabet til kommunekontoret med sig hjem. Datoen for indlevering af fakturaerne på de patienter, som var dækket af Sygesikringen, var for længst overskredet. Blev det ikke ordnet i aften, ville kommunen først sende hende en check engang i næste måned. Og hvem vidste, hvor hun var på det tidspunkt?

Det var ikke EKG-meterets alt for lave tal, den hvislende lyd fra inkubatoren, der forsynede hans cancerplagede lunger med den rette oxygenblanding, eller det smertestillende drop, der dråbe for dråbe dulmede centralnervesystemet, så hans krop ikke blev sendt i chok. Heller ikke det velkendte syn af defibrillatoren, der fra sin plads i mørket stod klar til et sidste desperat genoplivningsforsøg.

Fentanylopløsning. Et stof, der var 80 gange stærkere end morfin.

Øivind. Ham der fandt Jo.
Maja vendte sig hurtigt om mod Eva Lilleengen, der i al ubemærkethed havde nærmet sig.

Heldigvis havde hun den aftale med ejeren Lennart, at hun mod en passende propafgift fik lov til at medbringe sin egen vin.

De eneste, hun virkelig respekterede i centrene, var de overvægtige, der troligt indfandt sig efter myldretid og i ubemærkethed tog kampen op mod fedtet.

Den sovende by lignede de andre anonyme kystbyer på hendes vej gennem Norge. Om navnet sluttede på -vik, -dal, -sand eller -fjord, gjorde ingen forskel. Byerne var for længst holdt op med at have en betydning.