Glansbilleder

Bibliotekarerne på skolebiblioteket hed Grethe og Flemming, og de hjalp mig med at finde bøger. Jeg var en af de få brune piger, der brugte sin fritid på skolens bibliotek, og det var en glæde for dem at kunne introducere mig til litteratur, der var noget andet end Harry Potter-bøgerne. Og selv om jeg elskede Harry Potter-bøgerne, fordi de for en stund førte mig væk til en anden verden, ligesom Harry Potter forlader sin dødelige familie og oplever et andet, magisk liv, så sluttede mit magiske liv, det øjeblik jeg lukkede bogen. En Harry Potter-bog hjalp mig kun nogle få dage, og når jeg havde læst den til ende, var min virkelighed den samme – der var ingen Hagrid, der kunne hjælpe mig væk.
En dag i slutningen af 8. klasse spurgte jeg Grethe, om hun kunne anbefale bøger om autentiske kvindehistorier i nutiden. Jeg havde læst bøger som Mandelas selvbiografi og Anne Franks dagbog og søgte efter noget andet. Jeg spurgte hende, om der var noget litteratur, der handlede om sådan nogle som mig selv. Grethe vidste besked om forholdene i mit hjem, for jeg talte meget med hende. Hun gik hen til reolen og trak Rushy Rashids selvbiografiske bøger ud til mig. Jeg skimmede nogle sider og lånte bøgerne med hjem.
Havde jeg gjort oprør, hvis jeg aldrig var blevet introduceret til Rushy Rashids bøger? Muligvis ikke. For de fik det frø, som min far havde sået i mig, til at spire. Et frø, der ellers var gået i dvale. Jeg læste bøgerne og kiggede undrende på billedet på bogens omslag. Kunne det virkelig passe, at en muslimsk etnisk kvinde som mig selv, i Danmark, havde oplevet noget sådant og var kommet godt igennem det?

Min bror havde ikke altid været det monster, han blev til, efter at min far døde. Han var en dreng, der mest af alt var følsom over for de mange indtryk, omverdenen præsenterede ham for, og havde brug for at blive mødt med kærlighed. Han havde brug for en fars beskyttende vejledning, en fars støttende omsorg og en fars tilgivende kærlighed. I stedet fik han en far, der levede i fortiden, og som han på ingen måde kunne bruge som forbillede. Min storebror udviklede sig til at blive modreaktionen på min far, ligesom islamisterne blev modreaktionen på kommunisterne i Afghanistan. Min far vakte selv monstret i min storebror til live, ligesom Afghanistans revolutionære vakte det afghanske islamistiske monster til live. Til gengæld levede min far op til sin rolle som far over for mig. Og ved sin død havde min far præget mig i så høj grad, at min storebrors uforløste vrede mod min far kun kunne rettes imod det, der var tilbage af ham, hvilket var mig.