Fortællinger fra Dante Den guddommelige komedie

Under ildregnen i den inderste del af syvende kreds straffes sjælen for to former for vold imod Guds orden. Det er den homoseksuelle utugt, som gør ufrugtbart, hvad Gud har skabt som frugtbart, nemlig den kødelige kærlighed. Og det er ågeren og udbytningen, som gør frugtbart, hvad Gud har skabt som ufrugtbart, nemlig guld og sølv.

I Italien har det været sådan lige siden middelalderen.
Men som Enzensberger skriver (i »Åh, Europa!«, 1987): »Selv hvis de ville, kunne tyskerne, englænderne eller finnerne ikke klare at gøre som italienerne. Dertil er de nemlig ikke snu nok, ikke kyniske nok, ikke begavede nok; for stive, for fastlåste, for dilettantiske, for kompleksfyldte. De har investeret for megen kraft i deres velordnede systemer, delegeret for mange ressourcer, opgaver, forhåbninger til staten. De er kommet ud af øvelsen, når det drejer sig om at handle på egen hånd og sige: Jeg og min klan, min familie, min butik, vi skal nok klare den, om så de andre kreperer. De tror stadig væk på sikkerhedens kimære, de hænger stadigvæk ved en orden, som måske allerede er blevet en anakronisme

Johan Galtung, Hans Magnus Enzensberger og flere andre har i de sidste år peget på en tendens til »italienisering« af hele Europa. Efterhånden som respekten for staten fordamper, og de offentlige kontrolmyndigheder bureaukratiseres og stivner i tekniske omstændigheder, udvikler der sig en helt anden samfundsorden ved siden af den officielle. Den er baseret på vennetjenester, tuskhandel, sort arbejde, plattenslageri, skattesnyd, korruption og – i den yderste konsekvens – mafiametoder og terror

italienisering« af hele Europa

Den daglige sameksistens med kaos,« som en italiener har kaldt den

Der er mange af dem. F.eks. den mellem hans katolske rettro og hans absolutte insisteren på den frie tanke og vilje

Tiden (verdenskrigene) gav Eliot og ikke Sayers ret. Dantes måde at beskrive sjælens virkelighed på blev udkonkurreret og bortdømt som from, metafysisk og fortidig. Freud og hans elever erobrede retten til at udforske sjælen, der blev omdømt til psyken. Protestantiske teologer som Karl Barth og Bultmann satte gang i den afmytologisering og sækularisering af kristendommen, som pegede helt andre steder hen end mod Dantes fantastiske rejse.
Han beholdt sin plads på digterparnasset. Men han blev afskrevet som seriøs, realistisk sjæleforsker. Som rejsebogsforfatter.
Her ved indledningen til det tredje årtusind er det imidlertid tydelige tegn til, at Dantes Komedie igen – men på en ny måde – er ved at blive levende og troværdig

Men digtet er samtidig en gravtale over det ordnede, katolske, etiske univers, som Dante beskriver

Det gælder John Milton (»Paradise Lost« og »Paradise Regained«, 1663-71). Det gælder endnu mere John Bunyan (»Pilgrim’s Progress« 1678-84), der lader helten Christian flygte fra sin til fortabelse fordømte fødeby – og fra sin familie – for at gennemvandre Mismodets Sump, Skønhedens Palads, Dødens Skyggers Dal og Forfængelighedens Marked, inden han når frem til Den Himmelske Stad

Hans praktiske formål blev opfyldt i den forstand, at han selv kort efter sin død blev ophøjet til den allerøverste digtersfære. Siden var Komedien i lange tider bogen om den ultimative rejse i sjælens verden. Alle senere rejsende har skelet til den