Fiskerne

tykkes, de folk tænker rent for meget på, hvorlænge de kan leve, sagde Thomas Jensen. Det var meget bedre, de tænkte noget over, hvordan de lever.

Jeg er snart en olding, svarede Aaby stilfærdigt. Og måske er jeg snart slidt op og kan ikke mere. Men om Dem ved jeg, at De er en halvstuderet røver. Og det var bedre, om De aldrig havde lært at læse.
Kock fo’r op, men kunne ikke sige noget for ophidselse. Var han ikke en mand med en velbegrundet livsanskuelse, ja med mange livsanskuelser, tilværelsen set fra alle sider.
Jeg foreslår mig selv

er De da slet ikke noget værdifuldt i mennesket?
Nej, æ ved for vist, at det gode, der er i os, skylder vi nåden. Og selv om der er noget godt i de uomvendte, hvad skal det så hjælpe? Det bliver borte i den syndige natur. Æ tror, Jesus selv har sagt sin mening, dengang han fortalte, at der var mere glæde i himlen over een synder, som omvendte sig, end over ti retfærdige, som ikke har omvendelse behov.

Det var ikke skønt, at den gammeldags standsforskel var bevaret i Guds hus. Præstens præken var som det andet, den kvægede ingen.

Med ham var det alvor. Han var en fører, ukuelig i blidhed, ubøjelig i strenghed, klog og klar og stædig. Pastor Brink følte sig med et så blød i knoglerne.

Vesterhavsfiskerne vidste, hvad de vidste. Gud havde pisket dem med vestenvind, undergang og fattigdom. Fiskeriet var slået fejl år efter år, sandflugt og havgus havde hærget sognet, og brødre og venner var druknede for deres øjne. Kun eet var sikkert: Guds ord. Kun eet gav kraft: Guds nåde. Lagde man ikke sin byrde på Jesu skuldre, var jordelivet ikke til at leve.
Nede ved stranden pylrede ryler, og mågerne fløj skrigende efter fisk. Børnene soppede i vandkanten og fangede kujer og hundestejler i bitte ruser, og køerne græssede tålmodigt på engene. Lidt ude i vandet groede røde og violette alger, og i solen var de tjærede pramme skinnende sorte. En regnbyge trak hen over fjorden, og fiskerne gik i læ bag et skur.

Lars Bundgaard, Anton Knopper, Jens Røn og Thomas Jensen var omkring de fyrre. Nej, de havde langt til støvets år, og ingen af dem kom vel til at lide nød. Gud havde nok udvej for dem, og uden ham gaves ingen jordisk fremgang, det vidste man tilfulde.

Så du karlene sidde med tøsene på skødet, svarede hun. Den slags skulle nu være forbudt.
Ja, det er rent galt, rent galt, mumlede Anton Knopper. Hvordan skal det gå de sølle mennesker.

men Tea gav ikke op. Der står også skrevet: Jeg har lyst til barmhjertighed og ikke til offer.

Om din højre hånd forarger dig, så hug den af, sagde pastor Terndrup salvelsesfuldt,