I begyndelsen var døden

Jeg bliver i tvivl om komplimenternes oprigtighed, når stemmen siger: “Du er dygtig, når man tænker på, alt det du har været igennem

Jeg blev ramt af et hul i maven. Et hul på størrelse med afstanden fra Lusaka til København

Det var som at fjerne et gulvtæppe i et hus og så opdage, at der ikke er noget fundament under det. Og du falder. Og du falder

Jeg lærte, at der er døre, som lukker sig, og som man ikke kan åbne igen, lige meget hvor hårdt man sparker

Der dør 1,8 person i sekundet. På et sekund, en februardag i 1994, døde min far

Det er, som om, at jo ældre jeg bliver, jo flere mennesker mister jeg. Kan vi ikke bare stoppe her?

Din skygge afhænger ikke af, hvor høj du er. Den afhænger af lyskilden. Hvem skinner på dig og fra hvilken højde

Det er svært at være mand, når jeg har glemt, at jeg var dreng. Det er svært at tro på, at græsset ikke er grønnere, når nu naboen har en have.

hånd på mit lår. En vaskeægte kæreste, som er sød og helt vildt smuk. Og hun er ikke bange for mig. Jeg synes, det er lidt svært at forstå

Jeg skal på Marselisborg Hospital og stikkes af en sommerfugl, der tager alt mit blod, og jeg får det aldrig igen, og på hospitalet er der fyldt med sygeplejersker, som smiler, ligesom damen i toget gjorde det, og de giver altid far kaffe, så han kan sidde og slappe lidt af. Jeg vækker far, da toget næsten er nået til Aarhus, han er helt forvirret og spørger, om jeg har min skoletaske med. Min far er tit træt og falder let i søvn. Men han sørger altid for, at jeg får nået det, jeg skal