Alle mine morgener på jorden

Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om, og hver morgen er en stor, dejlig oplevelse

Alle morgener på jorden

Lastbiler og containere var ved at tage over, og skibene var næsten alle sammen på fallittens rand, fordi der ikke var fragter til dem mere.

Jeg selv var freelance i filmbranchen og havde nu i nogle år været scenemester på Fiolteatret, der lå i Fiolstræde 28 og var startet af arkitekten Ole Leonardo Pedersen, kaldet Nardo, skuespilleren Jan Zangenberg og teaterhistorikeren Christian Ludvigsen.

Det var den fiskehandler, der lærte os, at der skal fem forskellige fisk til en bouillabaisse.

Når man har været på en rigtig lang rejse, har man oplevet, at livet kan leves på andre måder, at ens lykkebegreb kun holder så og så lang tid i de kulturer, man har besøgt. At det at tro er noget andet end ens egen tro, at folk spiser anderledes, klæder sig på en anden måde, tænker hele tilværelsen fundamentalt anderledes, end man selv gjorde, inden man rejste. Ingen mennesker, der f.eks. har rejst til Indien, er kommet hjem, uden at verden har forandret sig en lille smule. At man har lært noget af andre kulturer og er blevet beriget. Og måske endda blevet overbevist om værdierne i ens egen kultur, som så igen giver én større indblik og forståelse af verden, i respekt for, hvordan andre har valgt at leve tilværelsen her på jorden

Men det store eventyr er, når man ikke er den samme person, der kommer hjem, som den, der rejste ud. At man har forandret sig, fordi alt det, man har oplevet, gør, at verden, vennerne, familien, arbejdet, Danmark ikke er helt det samme længere. Man er blevet en anden og ser anderledes på alting

Hvis jeg sejler Emilie i land på en ø tidligt om morgenen et eller andet sted i verden og siger til hende: „Emilie, find ud af, hvad der sker på den her ø. Jeg henter dig igen ved solnedgang,“ så vil der ske det, at Emilie finder ud af, at der f.eks. er en spændende præst i den nordlige ende af øen, en kone på markedet, som ved en masse om øens sjæl, eller hun har måske fundet borgmesteren, der kan fortælle, hvad der sker på øen. Emilie møder alle mulige folk, og der er ingen døre, der er lukkede, og hvis de skulle være det, vil hun gå om på den anden side af huset og finde én, der er åben

Selv er jeg på nettet, på e-mail, og det er så det. Jeg har aldrig vænnet mig til at gå med en mobiltelefon. Jeg synes simpelthen, det er et indgreb i min personlige frihed. Når jeg går en tur, har jeg ikke den fjerneste lyst til at tale med andre, så kunne jeg jo lige så godt være blevet derhjemme. Og hvis jeg er hjemme og ikke alene, har jeg heller ikke lyst til at blive afbrudt og tale i telefon. Mail er fint, for så kan man svare, når man har tid og lyst

Så er der selvfølgelig det, at man lever så tæt sammen, hvilket måske kan gå nogle på nerverne. Men det har kun været et problem, hvis vi var få ombord i længere tid. En besætning på en tre-fire stykker, som der er på mange langturssejlere, er sværere at få til at hænge sammen, end hvis man er syv eller ni. Er der én, der kommer uden for gruppen, når man er fire, bliver vedkommende ensom. Men det sker aldrig i en større gruppe