Artemis Fowl 5 – Den tabte koloni

og tid havde ingen genkendelig form. Det var ikke som at flyve i ballon over en tidslinje og se ned og sige: “Se, der er det enogtyvende århundrede. Lad os lande dér.”

Alt var indtryk og følelser. Artemis måtte lukke for ønsker fra de hundredvis af dæmoner der omgav ham og koncentrere sig om sit eget indre kompas. Hans sind ville føle en længsel efter sin egen naturlige tid, og han måtte bare følge den.

Længslen føltes lidt

Abbot nærmede sig stadig. Faretruende tæt på nu. Holly mente nok at hun havde tid til et skud mere. Og med en smule held ville de dæmoniske rådsmedlemmer miste deres enestående målbevidsthed når deres anfører var ude af billedet.

prøvede at myrde troldkarlene!” fortsatte Qwan anklagende. “Alt var kaos, og Bludw

Artemis ventede ikke på deres svar. Han vendte sig og begyndte at gå op mod kanten af krateret. Efter et øjeblik fulgte de andre efter, kæmpende med hvert et skridt over den stivnede, men tynde askeskorpe. Det mindede Artemis om at gå i en kæmpestor sandklit som han engang havde trasket op ad sammen med sin far. Men her ville der være alvorligere konsekvenser forbundet med at falde.

Direktøren havde rettet sin opmærksomhed mod en stabel plakater på disken før ståldøren gled i bag Artemis og hans gruppe.

Udstillingslokalet var ultramoderne, med mørke trægulve og nedrullede persienner. På væggene hang fotografier – kæmpestore forstørrelser af de dansende figurer der stod midt i lokalet. Figurerne selv var anbragt på en forhøjning, så man nemmere kunne studere detaljerne. Så mange projektører var rettet mod dem at der knap nok var en eneste skygge på stenen.

Kong trak endnu en klinge ud af ærmelommen. “Det kan nås endnu. Men fortæl mig nu hvordan vi skal finde vores lille dæmonven.”

det bare lige på den anden side af det store grønne område?” sagde Nr. 1 og afslørede et stort talent for sarkasme.

“Jeg kan li’ den dæmon,” sagde Foaly.

De tumlede ud på plænen. Alarmerne var gå

Mens Foaly arbejdede, sang han ubevidst et vers af Riverbend-sangen.

“Når i den grad mit held slipper op,

Når jeg sidder fast i en stinkende klat,

kniv dukkede op i Kongs hånd uden at nogen så hvor den kom fra.

“Wow,” sagde Nr. 1. “Du har talent. Det er et flot nummer.

Kong ignorerede komplimenten og vendte kniven i et snuptag så han holdt om klingen.

“Klap så i, tudse. Eller du får den her li

nød du rigtig, hva’?”

Smulder hængslede kæben og knaldede en sidste salve tunnelgas af som løftede ham helt op af jorden.

“Det er min hjemmebane. Lad os sige at det går lige op med flyveturen.”

Tinke var ikke enig. “Lad os sige at jeg stadig skylder dig én fordi du slugte mig.”

De ville sikkert være blevet ved at mundhugges midt i den vigtige mission, hvis