Ansigterne

Men hvad var virkeligt her i verden, og hvad var ikke virkeligt? Var det ikke en slags sygdom, at folk kunne gå rundt og holde fast på deres eget jeg?

Men ved du hvad; der hører større heltemod til at tage sig af sin nabos ligtorn end af negrene i Kongo. Jeg tænker på Albert Schweitzer. Der må have været mange lidende mennesker i gaderne i Strassbourg, men det ville ikke have indbragt ham verdensberømmelse at hjælpe dem.

Der findes ingen vej til kærligheden. Kærligheden lægger sig på tværs af vejen, og når den forsvinder, er vejen ødelagt.

virkeligheden eksisterer kun i Deres hjerne.

Livet bestod af en række bittesmå, umærkelige hændelsesforløb, og man blev løbet over ende, hvis man overså et eneste af dem.

Lolita, sagde Gitte, mens hun tog sin frakke på, var en oplevelse at læse igen. Jeg ser mig selv i den. Jeg var kun tolv år, da forstanderindens mand forførte mig. Han fik orgasme, når jeg slikkede hans øjeæbler. De var ru og salte som muslinger. Kællingen hadede mig, ligesom Lolitas mor hader hende.

– Vi har opdaget, hvad du er for en. Når du skal skrive en bog, går du rundt og glor i alle mulige andre bøger, der er skrevet af folk, der kan deres fag. Du hugger en sætning af hver bog og sætter dem sammen som et puslespil, og så bilder du folk ind, at du selv har skrevet alle sætningerne

brynene voksede sammen som et par slyngveninder, der ikke kan løsrive sig fra hinanden.

kun i kunsten var man et frit menneske, hævet over den dræbende form for aktivitet, der skabte alle verdens ulykker.

I spejlet forekom hendes ansigt hende træt og brugt som en gammel handske