Genesis

Da lille Mark havde væltet sin upasteuriserede juice ud over Henrys bukser, og da Lilly havde spist så mange chokoladekys, fra Judiths taske, at hun havde fået Judith til at tænke på en kvinde, hun havde set på centeret måneden før, som var så skæv af metamfetaminer, at hun havde tisset i bukserne, havde Henry og Judith blot smilet – ja, de havde ligefrem leet – som om der ikke var tale om andet end nogle små og charmerende uvaner, som børnene snart ville vokse fra.
Men snart kom ikke hurtigt nok, og nu, hvor børnene var blevet syv og ni, var Judith begyndt at miste troen på, at hendes børnebørn en dag ville udvikle sig til to høflige og elskelige unge mennesker, som ikke følte trang til konstant at afbryde enhver samtale mellem voksne og løbe rundt i huset og råbe og skrige så højt, at dyrene i nabokommunen begyndte at brøle. Judiths eneste trøst var, at Tom tog dem med i kirke hver søndag.