Lucie

sprukne Porcelainsplader og svarte Visitkort og figurerte Ruder i mat Glas, og de grønne Klokkesnore med fillede Possementmagerhaandtag og hullede Matter foran Dørene.

„Vil De ikke lægge Hatten af, Frue?“ spurgte Henny, som gjerne vilde være venlig.

„Liker Du hende virkelig, Karen, eller er det ikke bare, fordi hun er en „Kvinde med Fortid“?“

sa Henny og trak paa Næsen. „Hvad skulde vi ogsaa med hende, Karen?“

„Aa jo, for jeg har ondt af hende. Hun har jo ingen, Stakker. Og med den Tørpinden til Mand.“

Henny sad og pakked ud af en Avis et Par Sko, som var bleven repareret, og som Stuepigen havde hentet inde i Byen om Morgenen.

lidet grottelignende Lysthus tilhøjre for den egefarvede Trævilla i norsk Schweitzerstil. Villaen laa højt over Fjorden paa en stejlt skraanende Bakke med terrasseformige Anlæg lige ned til den hvide Grusvej ved Dampskibsbryggen.

Til Theodor siger jeg ingenting, for saa forbyr han mig det bare. Og nu vil jeg derud.“

„Indrøm nu, at Du har baaret Dig galt afsted, Lucie,“ sa Theodor og tog hendes ene nedhængende Haand.

„Det vilde glæde mig, om Du kunde bekvemme Dig til at svare mig,“ sa Gerner efter nogen Taushed, og stansed bag ved hende.

„Jeg trode, Du likte bedst, at jeg tiede, jeg,“ sa Lucie sløvt. „Du taaler jo aldrig, at jeg svarer Dig.“

„Der er mange Maader at tie paa.

u stod Lucie ved det aabne Vindue og saa ud i den varme, stille Sommeraften, mens Theodor langsomt gik op og ned og gjorde hende Bebrejdelser, som hun ikke gad høre og derfor ikke hørte.