Ved gudernes bord

Men som en klog mand sagde om afslutningens ambivalens: Jeg kan se at DET kan gøres bedre, men JEG kan ikke gøre det bedre. Længere når man nok ikke.

Jeg tror på erfaring. Man skal tage udfordringen, som er kommet mellem én selv og det umiddelbare. Måske det bliver sværere, men det eneste, der var lige så svært, var da man ingen erfaring havde.

Det eneste, du skal vide, er, hvorfor vi spiller denne tekst i dag. Hvorfor, for dig. Og så kan man lægge det i alle tider.

Den sande instruktør skal, som sagt, helst være en slags autist, der ikke mærker andre mennesker.

Svagheden har altid været der og lokket med sine goder. Det er en stærk fristelse at falde ind i den og lade sig opsluge. At opgive og komme i det kroniske nattøj. Evig syg, svag, hjælpeløs. Håbe på omsorg i den rolle, som et barn.
Men jeg ved, at svaghed ikke er en omsorgsmagnet. Snarere tværtimod. Så hvis man vil have en anelse varme fra omverdenen, er det bedre at være stærk.

Jeg tror mere og mere, at ungdommens kriser er gaver. Mens de står på, vil man selv og ens omgivelser for enhver pris undgå dem. Hellere en glad teenager end en ulykkelig. Men den lethjertede får en anden slags problemer senere. De kommer før eller senere, problemerne. Og når de gør, så kender man ikke sig selv.
Kriser er dog møder med én selv. De møder har de lethjertede aldrig haft. De kender ikke sig selv. At se et glimt af en anden person, når man smiler til sig selv i spejlet om morgenen, det kan nok skræmme livet af de fleste glatfjæs.

Når jeg ser på gadebilledet, ser jeg en historie fortalt af verdens mest forvirrede fortæller. Hvor skal jeg kigge hen? Hvem er hovedperson? Hvad er plottet? Alle disse mennesker og handlinger, og ingen fortæller har foretaget et valg.
Den politiske virkelighed. Jeg kan ikke se det politiske i selve gaden. Hvor skulle det befinde sig? I de store glasfacader, de sorte limousiner, i antallet af tiggere på hjørnerne (ikke mange), i ansigterne på folk i de forskellige kvarterer, i niveauet af fortvivlelse? Avisen er som en våd væg, som jeg glider af på, dagligt. Billederne på tv-skærmen. Små tekster, der kører nedenunder, med rædselsinformationer. Hvad er det for en fortælling vi er midt i?
Jeg vil det klassiske, dét, som ikke længere bevæger sig. Dét, som man kan studere. Dét, som man kan komme tæt på, uden at man brænder op. Jeg vil erkende, ikke oplyses. Forstå, ikke vide. Beroliges, ikke rystes. Se klart, ikke forvirres. Jeg vil min dumhed til livs. Jeg vil min pseudoklogskab til livs. Jeg ønsker at finde fodfæste i gamle historier, og genvinde virkelighedsnærheden. Den skal vristes ud af fiktionernes greb. Mediefiktionerne, den manipulerende løgnemaskine, der vil fratage os vores følsomhed, vores evner for empati og i sidste instans vores menneskelighed. Jeg vil ikke iagttage medmenneskers lidelse og ikke kunne gøre noget og ikke engang behøve forstå, før en ny politisk situation, en ny krig, en ny konflikt bryder ud i sit kaosagtige ikke-sprog. Nutiden? Den skræmmer livet af mig. Måske den slet ikke findes? Medie-nuet, som alle svælger i.
Jeg vil en verden af sten. I de klassiske teksters forsteninger ses tingene, som de egentligt er. Alt er i de rette proportioner. Vi forandrer os ikke så meget, som vi tror. Livet er grundlæggende det samme, til alle tider. Netbank vil ikke forandre mit liv, ikke en skid. Internettet er et hobbyrum. Krigen er

Mange føler sig kaldet. Men de fleste hører forkert.