Fiona Valpy

Eller elskede det.

Langs med stien, halvt skjult i krattet af birk og røn, står kodrivere og løfter ansigtet mod solen, mens de bly violer forsøger at skjule deres.

Igen, ligesom dengang vi var inde i hulen, var der så dyb en kærlighed i hans ansigtsudtryk, at jeg et øjeblik næsten ikke kunne trække vejret. Men vi havde arbejde at gøre, påmindede jeg strengt mig selv, så jeg gav mig til at tælle videre.