Mikas Lang

Jeg kendte svarene på de spørgsmål.

Var de overhovedet menneskelige? Mine forlygter oplyste en spinkel sprække i mørket, og pludselig forekom de overvældende som mørket, lige så dybe, lige så påtrængende. Jeg slukkede musikken og kørte hjem uden sangenes fortællinger, kun med insekternes skingre skrig og den varme vind, der piskede forbi mit vindue. Jeg forsøgte at høre fortællingen i dette, at regne ud hvem det de, der skrev vores historie, kunne være.

Du vil altid elske ham. Han vil altid elske dig. Selvom han ikke er her, har han været her, og det er der ikke nogen, der kan ændre på. Det er der ikke nogen, der kan tage fra dig. Hvis energi hverken skabes eller tilintetgøres, og hvis din bror har været her, med sin humor, sin venlighed, sine håb, betyder det så ikke, at det, han var, stadig eksisterer et eller andet sted, selvom det ikke er her? Gør det ik’ det? For at komme ud af sengen om morgenen, var dette, hvad jeg var nødt til at tro om min bror,

Abba, vores families hjemby i det sydøstlige Nigeria.

Han lo stille, da jeg lavede en spøgefuld imitation af en slægtning. “Ka chi fo,” sagde han. God

Godnat. Hans sidste ord til mig. Den 10. juni var han borte.

fuldstændig i opløsning, mens jeg skreg og slog i gulvet

Jeg bliver revet ud af den verden, jeg har kendt siden barndommen. Og jeg yder modstand

med min søster Ijeoma, der er læge

græder alle sammen, i forskellige verdensdele.