Platon er den vestlige filosofis mest indflydelsesrige tænker, og hans værker spiller den dag i dag en central rolle i den filosofiske diskurs. I forbindelse med det udgivelsen af sjette og sidste bind i det store udgvielsesprojekt, der omfatter en ny dansk oversættelse af hele Platons forfatterskab, har Birgitte Hjort Sørensen har indlæst fem udvalgte dialoger.

Chr. Gorm Tortzen, som sammen med Jørgen Mejer har været primus motor på projektet, har udvalgt de fem dialoger og indlæst en generel introduktion til Platons forfatterskab. De fem dialoger præsenteres her i en meningsfuld rækkefølge, og indeholder hver en indledning, hvor dialogens personer, forløb, centrale temaer m.m. introduceres og forklares.

Alkibiades.

Menon.

Den lille Hippias.

Symposion.

Sokrates' Forsvarstale.

I dialogen Alkibiades møder Sokrates den unge overklassefyr Alkibiades med de store ambitioner om at gøre politisk karriere i Athen. Gennem en omhyggeligt tilrettelagt undersøgelse af Alkibiades' forudsætninger og motiver afslører Sokrates, at den unge mand ingen forudsætninger har, fordi han ikke 'kender sig selv', og sammen undersøger de, hvad det indebærer at kende sig selv. Alkibiades ændrer i løbet af dialogen holdning fra at være overlegen og arrogant til oprigtigt at ville følge Sokrates' anvisninger - men som eftertiden viste, formåede han ikke at opfylde sine løfter og blev prototypen på et spildt filosofisk talent.

I dialogen Menon undersøger Sokrates sammen med en ung adelsmand, hvad det vil sige at være dygtig til noget. Menon begynder med at spørge, om denne evne kan videregives, men hurtigt bliver spørgsmålet ændret til, hvad denne dygtighed egentlig består af. Undervejs introducerer Sokrates en teori om menneskets mulighed for at lære (den såkaldte generindringsteori), mens Menons oprindelige spørgsmål til slut besvares negativt: Politisk dygtighed kan ikke tilegnes, men er en guddommelig gave, som kun få får. I det livlige replikskifte optræder foruden Sokrates og Menon en slavedreng og Sokrates' senere anklager Anytos.

I dialogen Den lille Hippias diskuterer Sokrates og sofisten Hippias til at begynde med et litterært problem: hvilken person fra Iliaden, Achilleus eller Odysseus er den bedste? Sokrates får lejlighed til at drive den selvtilfredse Hippias rundt i manegen med sine spørgsmål og ender med at gør ham fuldstændig konfus i erkendelsen af, at en person der kan lyve, er klogere (og derfor bedre) end en der ikke kan. Platon har moret sig med at fremstille den opblæste sofist og den durkdrevne Sokrates i en forrygende ordduel, hvor det overlades til den stakåndede tilhører at vurdere, om alle argumenter holder ved en nærmere efterprøvning.

Dialogen Symposion er Platons litterært set mest ambitiøse værk. I flere rammefortællinger refereres et drikkegilde hos digteren Agathon, hvor en række mænd med Sokrates i spidsen tilbringer aftenen med at lovprise og diskutere Kærlighedens væsen. Gæsternes indlæg bliver syv indlæg af stadig større abstraktionsgrad og slutter med Sokrates' referat af den vise kvinde Diotimas undervisning. Her fremstiller Platon tydeligere end noget andet sted sin lære om de evige former, idéerne, og menneskets mulighed for at forstå eller 'skue' dem. Symposion ender festligt med, at en meget beruset Alkibiades blander sig i selskabet og holder en begejstret og meget åbenhjertig tale om sit forhold til Sokrates.

Sokrates' Forsvarstale er Platons fremstilling af det indlæg, den 70-årige Sokrates holdt for de 500 dommere, da han i foråret 399 f.Kr. stod anklaget for at have vist guderne manglende respekt og at have ødelagt ungdommen. Talen sammenfatter på mange måder hele Sokrates' mangeårige virke 'som en hestebremse for borgerne i byen', som han selv formulerer det, og kan således opfattes som Platons mest afrundede skildring af sit store forbillede.

Birgitte Hjort Sørensen

Röst