Dorte Andersson

Jeg har bogstavelig talt haft ondt i kroppen af længsel efter ham. Jeg vil ikke lyde overdramatisk, men han er crystal meth. På en god måde. Min fysiologi er forandret. Jeg kan aldrig mere ikke være sammen med ham.

„Der er en talemåde. Hvis du vil have Gud til at grine, så fortæl ham dine planer.“

„Men det var det bestemt værd.“

„Goddag,“ siger hun.

At blive besat af et boyband er forventeligt. At tigge sine forældre om en pony eller en enhjørning er normalt.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været normal. Mig? Jeg var besat af seriemordere.

„Mens vi var ovre hos Gio i sidste uge, så du på mig og tænkte: ’åh, han kan garanteret godt lide analt’.“

„Jeg tror, det var den måde, du spiste en clubsandwich på i onsdags,“ siger hun spøgefuldt.

„Det her er feriesex, ikke?“ siger jeg åndeløst, da hans tænder strejfer mit øre.

„Lige præcis.“ Han trækker sig væk længe nok til at løfte hofterne og hjælpe mig med at skubbe hans jeans ned ad benene, før han vender tilbage til min mund. „Sex er ligesom kalorier.“

Kys.

„Tæller ikke, når man er på ferie.“

Kys.

Reid Campbell – en af de førnævnte helt igennem platoniske bedste mandevenner, grunden til, at vi er her og fester i aften, og en mand, hvis genetik aldrig fattede, at det er unfair at være både højt begavet og hamrende flot – smiler smørret til mig hen over bordet.

Den seneste uge havde hun haft alt for travlt til, at hun overhove‍

Jeg ser på hans samling af farvekodede chartekker; han har sågar printet etiketter til dem: rejseplan. netflix. positiv omtale. lokale kontakter. Var vi med i Radiserne, var jeg tydeligvis Rumle og han Schrøder.