Søren Ulrik Thomsen

Og jeg tænker på, om alt dette kun eksisterer, så længe han lever, eller om der findes en Evighed af øjeblikke, hvor alting altid er?

jeg vågner om morgenen, er det som sædvanlig med det uforanderlige indre billede af mig selv som en syttenårig, der om lidt skal ud ad døren og møde en voksen verden fuld af gråsprængte autoriteter, jeg både frygter og beundrer, gør oprør imod og vil anerkendes af. Men når jeg kommer ned på gaden, opdager jeg, at næsten alle andre er yngre end jeg, og hvem af dem der er ansvarsfulde lærere, besindige læger, og hvem som er fandenivoldske rockmusikere, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til tidligere kan jeg ikke aflæse deres profession og sociale og kulturelle tilhørsforhold via påklædningen, ansigtstrækkene, gestikken. I mine øjne er de næsten ens og i hvert fald alt for unge til at være voksne. Fra en subjektiv grundfølelse af altid at være i færd med at vokse ind i en mystisk og stemningsfuld, allerede foreliggende verden, hvis hemmeligheder jeg vil have del i, har jeg pludselig en fortabt fornemmelse af at befinde mig i en på én gang uforståelig og gådeløs fremtid, der, uden at jeg opdagede det, begyndte for længe siden.

*
Når jeg vågner om morgenen, er det som sædvanlig med det uforanderlige indre billede af mig selv som en syttenårig, der om lidt skal ud ad døren og møde en voksen verden fuld af gråsprængte autoriteter, jeg både frygter og beundrer, gør oprør imod og vil anerkendes af. Men når jeg kommer ned på gaden, opdager jeg, at næsten alle andre er yngre end jeg, og hvem af dem der er ansvarsfulde lærere, besindige læger, og hvem som er fandenivoldske rockmusikere, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til tidligere kan jeg ikke aflæse deres profession og sociale og kulturelle tilhørsforhold via påklædningen, ansigtstrækkene, gestikken. I mine øjne er de næsten ens og i hvert fald alt for unge til at være voksne. Fra en subjektiv grundfølelse af altid at være i færd med at vokse ind i en mystisk og stemningsfuld, allerede foreliggende verden, hvis hemmeligheder jeg vil have del i, har jeg pludselig en fortabt fornemmelse af at befinde mig i en på én gang uforståelig og gådeløs fremtid, der, uden at jeg opdagede det, begyndte for længe siden.
*

Det bedste er langsomt at falde i søvn

mens januarmørket, pulsen og stofskiftet sænkes

og alle veje der snor sig

mod sengens blånende slot snér til

Det værste er at få et kærlighedsbrev

fra en kvinde man aldrig kan elske

at sige „jeg elsker dig“

af frygt for at blive forladt er det værste

dit ansigts utænkelige skønhed er bedst

springet fra øje til blik er bedst

Jeg frygter udviskningen af de sekundære kønskarakteristika, hvor de blødgjorte ansigtstræk og fedtet om hofterne gør mænd om ikke kvindelige, så dog fratager dem meget af deres maskulinitet, mens den grove hud i ansigtet og hændernes fremstående årer nedsætter ældre kvinders kvindelighed, så det bliver helt afgørende, at beklædningen markerer kønsforskellen: Hvad kan en skarp blazer og en smukt skåret nederdel dog ikke gøre for at bevare vores værdighed som mænd og kvinder, og hvor trist som fanden er det ikke at se et ældre ægtepar, som iført ens vindjakker og selvlysende kondisko helt har kapituleret til det praktisk behagelige og nu ligner to leverplettede melboller hældt ned i uformelige stofposer?

Længe havde jeg frygtet efter hendes død at vågne op i panik over, at hun ikke længere var i verden, men når det ikke er sket, er det nok, fordi hun har givet mig kærlighed nok til også at kunne leve uden hende.