bookmate game
da

Herbjørg Wassmo

  • Finn Og Ellen Sparsøhar citeratför 6 månader sedan
    Om natten var hun altid alene. Selv når hun kunne krybe ind til Gorm og mærke varmen fra ham, var hun alene. De tanker, som dukkede op og forhindrede hende i at sove, eller formede drømmene til absurde skygger af levet og drømt liv, det var nattemenneskets tanker. Ængstelsen for alt det, der kunne ske, og den nagende uro for, at en bagatel kunne blive til en katastrofe, det var nattemenneskets byrde. Men i det øjeblik hun vågnede til en ny dag, var hun på en måde genfødt som en skabning, der kunne handle.
  • Søren Hallanderhar citerati fjol
    Mor sad i stalden og malkede den sorte ko med den hvide mule. Kjoleærmerne var smøget op. De røde hænder gjorde det, de skulle. Havde den rytme, de skulle have. Mælken sprøjtede stødvist ned i spanden mellem støvlebenene. Nogen åbnede en dør bag hende. Mælkespanden væltede. Det hvide løb tykt ud på det brune gulv. Skiftede farve. Gik over i svag rosa, alle varianter af lilla til dyb rød. Flød ned i møgrenden, fyldte gangen mellem båsene og løb tykt og rødt ud ad den åbne dør. Mor lagde sig tillidsfuldt ned på ryggen med lukkede øjne. Så flød hun langsomt ud i lyset.
  • Søren Hallanderhar citerati fjol
    Efterhånden kom det til syne på et stort lærred. Kvinden på staldgulvet, som malkede så hårdt, at mælken løb tværs gennem stalden og ud ad døren. Malkede så hårdt, at hjertet revnede lige der, hvor himmel og hav gik i et. Hun ødslede rigtig med de røde farver. Smurte tykt på. Lod alizarinrøde og koboltviolette klatter flyde i en å, som løb ud i et stort, flimrende hav.
    Hun arbejdede med morens død, mens solsorteparret oppe på taget parrede sig og kradsede på den tilsodede vinduesrude
  • Søren Hallanderhar citerati fjol
    ”Er det ikke stort og godt, at sproget kun har ét ord for alt, hvad man kan forstå derved – fra det frommeste til det mest kødeligt-begærende? Det er fuldkommen entydighed i tvetydigheden, for kærlighed kan ikke være ulegemlig i den yderste fromhed og ikke ufrom i den yderste kødelighed, den er altid sig selv
  • Søren Hallanderhar citerati fjol
    Det gavner ingen at læne sig op ad sin elendighed. du skal bruge dagen til at tælle dine små glæder,” plejede farmor at sige
  • Søren Hallanderhar citerati fjol
    bordet til hende. Indså, at han måtte stoppe der. Det ville være tåbeligt, hvis han prøvede at fortælle hende, at savn var en følelse, man ikke kunne undgå.
    De andre
  • Søren Hallanderhar citerati fjol
    Gorm.
    Du hjalp mig længe. Tak, fordi du prøvede.
    Men jeg har en fejl, som ikke kan medicineres. Derfor er det håbløst.
    Jeg ved, at du er min bror,
    så det, jeg føler, vil jeg ikke sætte ord på.
    Det kan ikke engang tænkes.
    Men det er dig, jeg vil være hos.
    Det er dig, jeg vil have helt tæt på.
    Sådan har det altid været.
    Det er ikke din fejl, men min skam.
    Nu vil jeg have, at du skal leve dit liv
    for os begge
  • Søren Hallanderhar citerati fjol
    Men han var Gorm, som sad i Paris, byen, hvor han fik beskeden om Mariannes død. Og mens han sad sådan og så Ruts sovende skikkelse i sengen, kom disse ord flydende: ”Og lænet tilbage, med hængende arme, overvældet og flere gange gysende, hviskede han al længsels faste formel: – umulig her, absurd, forkastelig, latterlig og dog hellig, agtværdig selv her: ’Jeg elsker dig!’”
    Han noterede ordene, sådan som han huskede dem. Og det slog ham, hvor tomme ord kan være. Hvor hule og forførende. Falske. For havde han formået at skrive et eneste ord, hvis Rut havde ligget død på sengen nu? Nej. Han var sandsynligvis gået i total opløsning. Anede ikke, om han havde kunnet klare det. Vidste ikke, om han ønskede at klare det. Det slog ham, at han havde fortrængt den mulighed, at det var hende, der døde først. Han var et stykke over halvfjerds
  • Søren Hallanderhar citerati fjol
    Gorm sad og så på den sovende skikkelse i den alt for store badekåbe. Og en logisk tanke dukkede op. At der fandtes en svimlende uendelighed af mulig kærlighed i en fordømt, ondsindet verden. At det i sidste ende var kærlighed, som holdt alting i gang. Formentlig var der ingen grænser for kærligheden. Måske var hele den højstemte overlevering om den evige, ægte følelse for den eneste ene bare en fælde? Måske var den ophøjede passion en nødvendig drøm for at blive indfanget. At der til sidst kun fandtes en gudsbenådet evne til at hengive sig mentalt til et andet menneske. Død eller levende
  • Søren Hallanderhar citerati fjol
    Hun var vred. Hev i hans tæppe og ville have fuld opmærksomhed. Han kunne ikke se hende, men vidste, at hun var der. Hørte åndedrættet. Hvor meget hun kæmpede. Men han orkede ikke at trøste. Ikke nu.
    – Du har været i gang med det her i årevis uden at blive færdig, hørte han.
    Han svarede ikke. Holdt bare fast i tæppet.
    – Du har låst min sjæl inde i det gamle brandskab uden at komme videre, fortsatte det.
    Han følte, at det nok var nu. Alligevel blev han liggende. Anspændt, med hænderne knyttet om tæppet.
    – Hvorfor skriver du om Nattemennesket, som om det handler om en stakkel? hørte han.
    Han gav efter for at få det afsluttet. Slog tæppet til side for at give plads.
    – Hvad skulle det ellers være? spurgte han opgivende.
    – Du bruger feje ord for at undskylde og forklare. Men jeg har ikke brug for nogen undskyldning. Helt ind i døden følte jeg kærlighed. Skriv det, som det var. Basta!
fb2epub
Dra och släpp dina filer (upp till fem åt gången)