Stine Pilgaard

f dagligdagen, når vi bor på matriklen og spiser med på højskolen. Det handler om elevernes oplevelse af kontinuitet, skrev hun i en mail til Sebastian og mig. Vi blev opfordret til at lave spontane foredrag om det, der optager os, og fungerer som gæstelærere, når de ansatte er på kurser eller personaleudflugter. Det er en sekt, siger Sebastian, og man prøver at trække os ind i den. Da lærergruppen var på Grundtvigseminar, skulle vi stå for morgensamlingen. Eleverne var høflige, men de vidste det godt, vi elsker dem ikke rigtigt, vi er venlige, men forbipasserende au pair-piger. De synger falsk, siger Sebastian og ser ud, som om nogen har såret hans følelser. Han er komponist, og i denne periode er han meget inspireret af dagligdagens støj. Han optager lydene, når hans kone sidder ved drejeskiven, fod mod træ, kniv mod metal, den mærkelige svuppen når f

Hun har købt en pose sort te og en lille si, fordi hun ikke har noget tilovers for min Pickwick. Det er kaffedrikkernes te, siger forstanderinden, det er skridtet før Medova, og der har ingen lyst til at gå hen.

Et navn er et stort ansvar, siger jeg. En rækkefølge af bogstaver, som skolelærere vil råbe op hver dag, når de kigger ned i protokollen. Et navn vores søn skal sige, hver eneste gang han møder et andet menneske. På legepladser, diskoteker, til jobsamtaler. Han skal underskrive dokumenter med det navn, vi finder frem til, det skal stå yderst i hjørnet af de tegninger, vi hænger op på køleskabet. Det skal ridses ind i de grimme lerskåle, vi får i julegave, og ende sine dage på en gravsten.

Jeg var seksogtyve år, første gang en mand sagde til mig, at jeg holdt mig godt. Når jeg tilfældigvis nævner min alder, oplever jeg tit at blive forsikret om, at man ikke kan se det, hvilket i øvrigt er løgn. Jeg har altid set ældre ud, end jeg er. Det gjorde mig stolt, da jeg var barn, det var praktisk, da jeg var teenager, og nu er jeg ligeglad. Det provokerer mig grænseløst at blive tillagt et ønske om at se yngre ud, at blive opfattet som et madprodukt med en udløbsdato. Det er besynderligt at være en kvinde. I puberteten foræres vi en magt, vi knap forstår, når vi betragter vores begyndende bryster. Vi trasker lidt forvirrede efter dem gennem verden, slår folk over fingrene, hvis de vil røre ved dem, men trætheden indfinder sig, og man tænker: Herregud. I en årrække er vi målet for samfundets begær. Vi er de ubeskrevne blade, vi er det modsatte af døden. Som alle andre forveksler vi ungdommen med evigheden og forvirres, når vi opdager, at den kun var til låns. Til sidst er der ingen at slå over fingrene, højst et par børn der er sultne, og samfundets blik er blevet sentimentalt. Fra brysterne panorerer det til maven og kryber ned i barnevognen, hvor det smilende takker for bidraget til menneskeracen. I en kort periode behandles man varsomt, repræsentant som man er for selveste Moder Jord. Kære ungdommelige ældre. Mænd kan bedst forholde sig til kvindekroppen, hvis der enten skal noget ind i den eller ud af den. Herefter bliver det kritisk. Rådvildheden breder sig. I ren og skær forvirring og mangel på fantasi klamrer de sig nu til dine overarme. Herregud.

Som de fleste senmoderne mennesker er jeg kun en god ven, når jeg keder mig eller har brug for andre.

Livet er ikke en begivenhed, men en flygtig, ligegyldig bevægelse i et mørkt rum. Alligevel kan skønheden sagtens finde sted som noget løsrevet. Et fint digt, et sært maleri, en udsigt, der gør os åndeløse. Din opgave er at bruge tiden bedst muligt, mens du venter på døden.

Gnister er noget, man selv skal tænde, og det gør man ikke med sex, men med sprog. Samlejet er en omgangsform, der ikke kræver andet end velfungerende kønsorganer, en god samtale derimod fordrer opfindsomhed og intimitet. Gør jer umage, siger jeg. Det er så nemt at komme til at overtage en diskurs, prøv at undgå ord som leverpostejshapsere, rugbrødsbjælker og gulerodsstave. Betroelser er det smukkeste, man kan give sin elskede, tilliden der ligger i den lange anekdote. Tænk på sproget som en avanceret sexleg, siger jeg, slå jer selv og slå hinanden. Gør det ikke ondt, spørger Sebastian. Jo, siger jeg, men det skal gøre ondt. Selv har jeg fået puttelussinger, ammelussinger og skiftelussinger. Nu taler vi aldrig om vores barn, siger jeg, prøv det, så er der ingen slinger i vulken.

Man kan dele alle elskende op i to grupper, siger jeg, dem der redder, og dem der skal reddes. Måske lyder det firkantet, men det er sandheden om verdens indretning.

går ud i køkkenet og laver

Kære brevkasse
Jeg