Men i al den tid de ringede,« sagde hun,« var jeg ude af stand til at bevæge mig, så der stod jeg, med vandet strømmende ned fra håret og ned over mit ansigt og tøj, mens jeg iagttog hvordan hele verden gradvist blev overført til spejlet ved mine fødder.«
Hun tav, med munden fortrukket i en sær grimasse, hendes store øjne blinkede ikke, og fordybningen i næsen lå som en brønd af skygge i havens skiftende lys.
»Du spurgte tidligere,« sagde hun til mig, »om jeg troede at retfærdigheden kun er en illusion den enkelte