Édouard Louis

Jeg var flygtet til Barcelona for der at skabe en ny tilværelse sammen med en falleret aristokrat, jeg havde forsøgt at tage til Indien og opgive alt, jeg havde boet i en lillebitte etværelses i Paris, haft en stor lejlighed i et af de mest velhavende kvarterer i New York, vandret i ugevis alene tværs over USA, besøgt middelstore, ukendte og spøgelsesagtige byer i et forsøg på at gøre mig fri af alt det, mit liv havde udviklet sig til.

Jeg holdt forelæsninger på Harvard, Berkeley og Sorbonne og blev i begyndelsen benovet over den tilværelse og siden blasert og led og ked af det.

Jeg havde drømt om at blive genkendt på gaden, drømt om at være usynlig, drømt om at forsvinde, drømt om at vågne en skønne dag og være en pige, drømt om at være rig, drømt om at begynde forfra på det hele.

Jeg var enogtyve, og det var allerede for sent, jeg havde allerede oplevet for meget – jeg havde kendt til elendighed,

I dag ved jeg, at om jeg så havde sørget for, at der var tusinder af kilometer imellem vores kroppe, ved at flytte til en landsby på den anden side af jorden, på et andet kontinent, ville afstanden til dig stadig være mindre, end den var, da jeg trådte ind på det gymnasium knap tredive kilometer fra det sted, hvor du blev født.

Jeg havde gjort det i opposition til min barndom og til landsbyen, for at skille mig endnu mere ud, fordi et flertal af indbyggerne i landsbyen støttede partierne på den yderste højrefløj, fordi man overalt, hos bageren, på pladsen foran kirken, i gaderne, hørte de samme sætninger: Vi er blevet fremmede i vores eget land, det er ikke længere Frankrig, det er Afrika, og fordi jeg som led i min forvandling ville forkaste alle de tanker, som jeg under aftenerne hos Nadya havde lært at identificere som indskrænkede.

Hvordan skulle jeg have forudset, at Amiens ville ende med at blive det, landsbyen havde været nogle år tidligere, nemlig et sted, man skulle flygte fra?

(Jeg har glemt at fortælle dig, at jeg, tilfældigvis dagen efter min aften hos manden med isbjørnesofaen, besøgte min far i den lille by i Nordfrankrig, hvor han stadig bor i dag.

Jeg skrev beskeder til Elena om, at jeg hadede min mor, at jeg hadede jer. Jeg beklagede mig over, at min familie ikke kunne forstå, hvad jeg var i færd med at udvikle mig til, at I ikke var i stand til at forstå det, fordi ingen i familien havde studeret og oplevet det, jeg nu oplevede, men det passede ikke, mine beklagelser var ikke oprigtige, for inderst inde var jeg smigret over afstanden og deres manglende evne til at forstå.

Var jeg ved at blive et dårligt menneske? Var det den samme vold, jeg udøvede her i Amiens, som jeg havde udøvet nogle år tidligere over for min familie, når jeg under mine besøg hos min mor havde ladet, som om jeg læste i sofaen, for at vise hende, hvem jeg var ved at udvikle mig til? Forsøgte jeg gennem min forandring at gøre det tydeligt for dem, at jeg ikke længere var som dem, havde jeg forstået, at min forandring ikke bare indebar at blive en anden, men også ikke længere at være som visse andre og dermed støde disse andre fra mig, forstøde dem, placere dem håbløst langt under sig selv? Var jeg blevet et modbydeligt menneske?