Claus Lund Rosenkilde

Jeg stiller min kuffert ved siden af sengen og hænger min frakke i garderoben, for når jeg ikke er hjemme, er jeg den ordentlige Nora. Den Nora, som ikke lader alting ligge og flyde i håb om, at feerne samler det op på et senere tidspunkt. Måske bliver jeg endda den Nora, der tager en drink før aftensmaden, hvem ved.

”Ben. Venter du på, at jeg skal fortælle dig, at du er præcis som James Bond?”

Smilet blev til et grin, der strakte sig fra øre til øre.

Jeg satte mig tilbage i sædet. ”Du er helt vildt fjollet i aften.”

Han sendte mig et skævt blik. ”Jeg begynder at tro, at det er en bivirkning af at hænge ud med dig. Du burde komme med en advarsel fra lægen.”

Jeg har haft en hård morgen – som i jeg ødelagde et par af mine yndlingsleggings, da jeg trak dem over min store boblerøv – og jeg har alvorligt brug for madterapi. Tro mig, Jeg ved godt, hvor åndssvagt det lyder, men tag og fuck af.

Og sådan starter jeg min slankekur nummer en million, mens jeg beder til, at jeg denne her gang kan holde den, og at kiloene på magisk vis vil smelte af mig.

Det her er sådan, jeg er, og selvom jeg har prøvet på at tabe mig mange, mange gange før, så er virkeligheden stadig den samme. Jeg er tyk. Jeg bliver aldrig til en streg i luften, men det betyder ikke, at jeg ikke har krav på lykke i form af – i guder – af ham, der løber der!

I et stort rod af filtret hår og svedig hud stivner min krop først og bliver siden slap, da en orgasme af magiske proportioner ruller igennem mig. Jeg er ret sikker på, at en enhjørning lige måtte lade livet for det der, fordi det eneste, jeg kan se, er en eksplosion af regnbuer og glitrende festøv, imens Lane skubber sig op i mig en gang til og udstøder en række bandeord, jeg aldrig har hørt ham udtale før.

Jeg hader det. Mine forældre ville aldrig gå glip af et eneste stort øjeblik i Nates eller mit liv. Hvis jeg begyndte på kørestols-knivkastning, ville min mor spørge, om de havde T-shirts til forældre, og om hun kunne få sæsonkort.

“Er du sulten?” spørger hun.

”Skider en bjørn i skoven?”

Søen er meget stille, næsten uhyggelig, og det gør mig pinligt bevidst om, at jeg er en kvinde, der er alene i en afsidesliggende hytte ved en sø med ret dårlig forbindelse. Jeg kunne lige så godt have en T-shirt på, hvor der står DET ER SLUT.

Det varer ikke længe, før jeg vil finde ud af det, for den første time, ”Velkommen til det nye dig”, er allerede klokken 9 i morgen i hovedhuset. Jeg håber bare, at den nye mig har en mindre røv end den gamle mig.