Vi har alle begået fejltrin uden konsekvenser for vores videre færd. Men for Piper Kerman resulterede en dum ungdommelig handling i at hun røg i fængsel 10 år senere.
Hun har karriere, kæreste og en kærlig familie, og Piper Kerman ligner på ingen måde den letsindige unge kvinde, der ti år tidligere rejste til Zürich med en kuffert fyldt med narkopenge. Men fortiden har indhentet hende efter ungdommens vildfarelse. Efter at være blevet idømt femten måneder i det berygtede forbundsfængsel i Danbury, Connecticut, bliver den helt almindelige otteogtyveårige, velstående og veluddannede kvinde nu modtaget med åbne arme af fængselspersonalet, der som det første advarer hende mod ’lesbiske aktiviteter’ i fængslet: ”Der er lesbiske deroppe. De er der, men de kommer ikke til at genere dig. Nogle af dem vil forsøge at blive venner med dig og sådan noget – dem skal du bare holde dig fra! Du skal vide, at du ikke behøver have lesbisk sex. Jeg er af den gamle skole. Jeg billiger ikke den slags fjolleri.“ Og nok er alle klædt i orange kedeldragter, men race er den markør, som dagligdagen organiseres efter.
Fra den indledende kropsvisitering til den afsluttende løsladelse lærer Kerman at navigere rundt i denne ejendommelige verden med dens strengt håndhævede adfærdskodekser og vilkårlige regler. Hun møder kvinder fra alle samfundslag, som forbløffer hende med deres små, symbolske venligheder, hårde visdomsord og simple udtryk for accept. Kermans historie er hjerteskærende, hyle morsom og til tider dybt frustrerende, og den giver et sjældent indblik i tilværelsen i et kvindefængsel.
”Den bedste fængselsserie nogensinde.” Washington Post
Netflix’s tv-serie ORANGE IS THE NEW BLACK, som går sin sejrsgang i mange lande, baserer sig på Piper Kermans (der i serien hedder Piper Chapman) erindringsbog om sin tid som indsat i et amerikansk kvindefængsel. Serien, der har sat gang i debatten om fremstillinger af køn, klasse og race, er ikke mindst blevet rost for sit rigt facetterede billede af den lesbiske kvinde.
